Så er jordbær-sæsonen igang

En uge med varme har skudt årets jordbærsæson igang. Frosten har muligvis taget 25 pct. af bærrene, men de planter, som overlevede, giver mere.

Jordbæravler Hans Jørgen Klinkby Hansen fra Rødding sendte sine to polske plukkere i marken i dag.

Han har 40 års erfaring som jordbæravler og skønner, at der bliver masser af jordbær i år.

Godtnok har de kolde nætter i maj snuppet en fjerdedel af høsten, fordi blomsterne fik frost. Men de planter, som klarede frosten, giver mere.

Alligevel har han sat prisen op i år. Hans Jørgen Klinkby Hansen tager 30 kr. for en bakke mod 25 kr. sidste år.