Sag om gammelt kød stopper ikke, selvom virksomheden har erklæret sig konkurs

Fødevarestyrelsens sag mod Skare Meat Packers fortsætter, selvom selskabet er begæret konkurs. Styrelsen forhandler nu med kurator for konkursboet i stedet for firmaets ledelse.

Onsdag blev otte selskaber i Skare-koncernen taget under konkursbehandling. Heriblandt Skare Meat Packers og Århus Slagtehus.

- Der står stadig 256 tons kød på frost, det er der ikke ændret på, og hvad der skal ske med det, er vi fortsat i gang med at finde ud af. Men uanset hvad skal det kød håndteres, siger Michael Rosenmark, der er chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold til FødevareWatch.

Michael Rosenmark forventer, at styrelsen skal på besøg hos Skare i næste uge, skriver Ritzau i dag.

Her bliver det klart, om virksomhedens ledelse har indleveret tilstrækkelig dokumentation for sporbarheden på den store mængde frossent kød, som blev beslaglagt af Fødevarestyrelsen under et kontrolbesøg 8. december 2022.

Skare Meat Packers havde indtil 1. februar 2023 til at indsende den nødvendige dokumentation.

Mens der stadig blev produceret kød på Skare Meat.
Mens der stadig blev produceret kød på Skare Meat.

Efter kontrolbesøget i december politianmeldte Fødevarestyrelsen virksomheden for tre forhold vedrørende blandt andet manglende sporbarhed.

Fødevarevirksomheder har pligt til at kunne spore deres produkter et led frem og et led tilbage. Det betyder, at de skal anføre, hvor produkterne kommer fra, og hvor de bliver solgt til.

Systemet skal gøre det lettere at tilbagetrække og tilbagekalde produkter samt modvirke svindel.

Konkurserne i Skare-koncernen har allerede konsekvenser for flere hundrede medarbejdere.

Til Finans oplyser Gunner Herman Straarup, der er fællestillidsmand, at konkursen vedrører 261 timeansatte medlemmer af Fødevareforbundet NNF samt omkring 100 administrative medarbejdere i Skares hovedkvarter i Vejen.

Kurt Skare, der ejer omkring halvdelen af koncernen og er administrerende direktør, siger til Finans, at han er villig til at lægge sin private formue i familiekoncernen for at redde den.

- Vi må finde ud af, hvor meget der er muligt, når vi finder ud af, hvilken bank der vil medvirke for at få gang i tingene, siger han til mediet Fødevarewatch.