Se video: Ældre skal gi' den gas

I takt med at det bliver sværere at bevæge sig rundt, vælger flere ældre at blive hjemme i trygge omgivelser. Men det vil en lokal cykelhandler i Brørup lave om på. El-scootere skal løse problemet.

Besøg hos venner og familie og de daglige indkøb kan være store og uoverskuelige opgaver, hvis man ikke kan bevæge sig rundt. Det får flere ældre til at vælge at blive hjemme, hvor de ikke skal gå langt og i uvante miljøer.

Men det behøver ikke være sådan. Hos Ældresagen peger man på el-scootere som et effektivt middel til at få de ældre ud af hjemmet.

- Det er en rigtig god ting, specielt til de ældre, der ikke kan køre bil eller cykle mere, siger formanden for Ældresagens afdeling i Kolding, Niels Madsen.

Men det kan være dyrt for en folkepensionist at gå ud og købe en el-scooter. Derfor mener man hos Ældresagen, at både de ældre og det offentlige skal være mere opmærksomme på at udnytte de tilskudsmuligheder, der er.

- Jeg vil opfordre det offentlige til at være lidt bedre til at undersøge mulighederne for at give tilskud til et el-køretøj for de svage ældre, der ikke er så mobile. De ældre har rigtig meget ud af det. De vil få noget mere frihed og kan komme omkring, og det er et køretøj, man kan bevæge sig med helt ind i butikkerne, siger Niels Madsen

Se hvordan Aage Nommensen, pensionist i Brørup, selv oplever værdien af at kunne komme rundt på en el-scooter (Varighed: 0:26 min.)