Skuffet dambrugsejer efter endeligt afslag på erstatning: - Der er ingen, der vil hjælpe os

Fødevareministeren har givet afslag om erstatning til de seks dambrug, hvor der er fundet den dødelige IHN fiskesygdom. En skuffende, men ikke overraskende, udmelding ifølge Steen Kjær, der driver ét af de ramte dambrug.

Håbet om at kunne få erstatning for bortskaffelse af syge fisk er nu slukket hos de dambrugsejere, der har forbud mod at flytte og sælge deres fisk, fordi der er fundet den dødelige fiskevirus IHN på deres dambrug.

Fødevareminister Rasmus Prehn, Socialdemokratiet, har nemlig i et brev til dambrugsejere givet et endeligt afslag om at give erstatning for at aflive fiskene. 

En udmelding, der skuffer Steen Kjær, der ejer et dambrug ved Brørup ved Vejen.

- Der er jo ligesom ingen, der vil hjælpe os, siger Steen Kjær.

For at Danmark igen kan få status som IHN-frit land, skal de ramte dambrug tømmes for fisk til i alt 21 millioner kroner og renses. Det ligger nu fast, at dambrugsejerne selv må betale regningen.

Ikke en trussel for folkesundheden

I brevet begrunder fødevareministeren afslaget med, at sygdommen ikke udgør en trussel for folkesundheden eller samfundsøkonomien. 

Det samme gælder for kvægsygdommene IBR og BVD, virussygdommen PRRS hos svin og hønsetyfus hos fjerkræ. De går alle under liste 4-sygdomme.

Dermed vil en mulig erstatning til dambrugsejerne for at aflive deres fisk komme til at betyde, at de andre liste 4-sygdomme også kan udløse erstatning, og de økonomiske konsekvenser kan blive meget store, lyder det i brevet til dambrugsejerne. 

'Jeg ser derfor ikke grund til yderligere at overveje spørgsmålet om påbud om at aflive', skriver fødevareminister Rasmus Prehn.

Tænker ud af boksen for ikke at undgå destruktion

Steen Kjær har 140 tons fisk, der er fire millioner kroner værd, og de står til at skulle destrueres. Destruktionen vil koste ham 2,5 kroner kiloet, hvilket vil ende med at løbe op i et beløb på 300.000 kroner. 

Han arbejder derfor lige nu på, hvordan han kan undgå det store tab og den store regning.

- Jeg er selvfølgelig træt af, at det er på den måde, der er sagt nej. Men så tænker jeg bare på, hvordan kommer jeg videre og begynder at tænke slagteløsninger, siger Steen Kjær.

Det er traileren her, som Steen Kjær vil forsøge at få godkendt til mobilt slagteri.
Det er traileren her, som Steen Kjær vil forsøge at få godkendt til mobilt slagteri.

Han har derfor nu fundet en gammel hestetrailer frem, som han vil forsøge at få godkendt som mobilt slagteri. Dambrugene må nemlig ikke sende fiskene til slagtning uden for dambruget.

- Vi kan ikke komme af med vores fisk på andre måder, så vi er nødt til bare at begynde at slagte dem i hånden. Og jeg vil gerne undgå at skulle destruere mine fisk, siger Steen Kjær.

Han håber på at få en godkendelse fra fødevaremyndighederne, så han kan bruge hestetraileren til slagteri inden udgangen af indeværende uge for at redde så mange fisk som muligt.

- At vi kan slagte et tons om ugen er bedre end ingenting, så kan det da være, at vi kan undgå at destruere fisk. Det er lidt for at vinde tid, siger dambrugsejeren.