Spritbilist kører ind i bil og bliver anholdt

Stærkt beruset bilist får konfiskeret sin bil og skal søndag i retten.

Lørdag først på aftenen var en bilist så beruset, at han nu sidder, undskyld han ligger, må vi antage, i arresten.  Søndag vil han modtage disse beskeder: 

  • Politiet har konfiskeret din bil
  • Du skal fremstilles for en dommer 
  • Politiet sigter dig for seriøs spritkørsel 
  • Den test, politiet tog på dig, viste en promille på et godt stykke over to. I Danmark er det spritkørsel, når promillen er på 0,5.

Bilisten er en 55-årig mand fra Polen, som må antages at være i Danmark med et anerkendelsesværdigt formål, dog kunne vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi lørdag aften ikke oplyse hvilket. 

Slingrer gennem byen

Manden blev anholdt på Holstedkanten, efter at han lørdag klokken 18.39 kørte ind i en parkeret bil i byen. I denne sad ejeren, og efter påkørslen startede han sin bil og fulgte efter den slingrende bilist, mens han ringede til politiet.

De kom, de så, de stoppede ham, tog en spritprøve, anholdt manden, konfiskerede hans bil og kørte ham i arresten. 
Søndag fortsætter historien i byretten foran en dommer.