To vanvidsbilister på en nat – kørte med over 200 kilometer i timen

En patruljevogn blev påkørt, da en vanvidsbilist forsøgte at stikke af fra politiet natten til mandag.

Klokken 22.56 søndag aften kørte en personbil ind i en patruljevogn på Gl. Ullerupvej i Skærbæk.

Politiet jagtede bilen, men måtte opgive på grund af skader på politibilen. En anden patrulje fik dog senere øje på personbilen og fortsatte jagten.

Ved Foldingbro i Vejen Kommune lagde politiet en såkaldt sømmåtte ud, men personbilen fortsatte henover dem og fortsatte flugten, på trods af at alle fire dæk punkterede.

Føreren og køretøjet blev senere fundet i Brørup og blev anholdt og sigtet for vanvidsbilisme.

Leder efter endnu en

Politiet havde dog endnu en oplevelse med en vanvidsbilist, der tidligere søndag aften ikke standsede for politiet i en fartkontrol i Aabenraa.

Også her kørte politiet efter bilen. Mod Tinglev kørte bilisten op til 210 kilometer i timen på landevejen, inden bilisten stoppede på en parkeringsplads på Stationsvej og løb fra stedet.

Bilen havde stjålne nummerplader, og i bilen fandt politiet flere personlige ejendele. Ejeren er nu eftersøgt og vil blive sigtet for blandt andet vanvidsbilisme.

Manden beskrives som 185 cm, med kort lyst hår og han var iført en mørk dynejakke med pelskrave.

Hvis du har set eller ved noget, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.