Ung kvinde sigtet efter alvorligste paragraf for brand

En 19-årig er blevet sigtet efter den alvorligste paragraf i straffeloven for brandstiftelse i Holsted. Hun nægter sig skyldig.

En kvinde på 19 år sigtes for at ville udsætte andre for overhængende fare, da hun angiveligt kastede en molotovcocktail mod en etageejendom i Holsted i sidste uge.

En dommer i Retten i Esbjerg har mandag besluttet at varetægtsfængsle kvinden i fire uger. Hun nægter sig skyldig, og hun har kæret afgørelsen til landsretten, oplyser politiet.

Sigtelsen er rejst efter den alvorligste paragraf i straffeloven om brandstiftelse, paragraf 180.

Branden blev opdaget natten til torsdag i sidste uge. Politiet bekræfter, at der var "en eller flere personer" til stede i ejendommen. Men man vil ikke svare på, om den unge kvinde har tilknytning til stedet.


Straffelovens paragraf 180

Den 19-årige kvinde er sigtet for forsætlig brandstiftelse efter straffelovens paragraf 180.

I straffelovens paragraf 180 lyder det: 

"Sætter nogen ild til egen eller fremmed ejendom under sådanne omstændigheder, at han indser, at andres liv derved udsættes for overhængende fare, eller det sker med forsæt til at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom eller til at befordre oprør, plyndring eller anden sådan forstyrrelse af samfundsordenen, straffes han med fængsel indtil på livstid."