Vejen bevarer sin plads i top-3
Vejen Kommune er den tredje bedste kommune på landsplan, når det kommer til erhvervsvenlighed. Det viser Dansk Industris (DI) årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed.
Det hører dog med til historien, at Vejen Kommune er faldet en enkelt plads ned på listen fra en andenplads sidste år. Kommunen kan prale af at være undersøgelsens suverænt mest erhvervsvenlige kommune i Syd- og Sønderjylland.
Sønderborg på sjettepladsen, er rykket hele ti pladser frem på listen. Billund er også rykket ti pladser frem fra en 21. plads til en 11. plads. Aabenraa er avanceret fire pladser frem til en 36. plads i år.
DI's undersøgelse om lokal erhvervsvenlighed er en spørgeskemaundersøgelse, som knap 7.500 danske virksomheder har deltaget i.
Titlen som erhvervsvenlig kommune betyder, at den enkelte kommune tilgodeser det private erhvervslivs interesser.