Ny kritik af havnebestyrelse i Vejle for fråds

Vejle Havn er for nylig blevet kritiseret for en dyr studietur til Florida - og nu har journalist Lars Bjørnknæs fra hjemmesiden journalista.dk kastet kritisk lys på flere andre bilag. F.eks. en regning for 89 kilo ænder, jagtudstyr og en julefrokost til over 1000 kr. pr. kuvert.

Hjemmesiden har fået udleveret bilagene fra Vejle Havn.

- Repræsentationskntoen får eksempelvis lov til at betale for indkøb af Fjällräven Iceland Trousers med efterfølgende oplæg, Ecco-sko og lommelygter hos Østjysk våbenhandel i Hedensted, hedder det på journalista.dk.

Vejle Amts Folkeblad har forelagt havnens formand bilaget. Torkild Christensen siger til avisen:

- Jeg kan godt se, at det kan se mærkeligt ud, at vi køber ind i en jagtbutik. Men de fleste af de ting, der er købt i Østjysk Våbenhandel, er tøj til personalet. Det er noget af det, de bruger om bord på Jeppe Jensen (havnens slæbebåd og isbryder, red.).

Bestyrelsen på syv mand holdt julefrokost på Tirsbæk Gods. Her lyder regningen på 17 kuverter til en samlet pris på 19.954 kroner. Det dækker blandt andet over 23 flasker vin til små 400 kroner stykket.

Regningen forklares med, at der var ægtefæller med. Men der skal strammes op, siger havne-formanden, når kuvertprisen er over de kritiske 1000 kr.

Et tredje bilag omhandler indkøb af 89 kilo til næsten 12.000 kr.

- Det er vel logisk at regne ud, at de er købt ind som julegaver til personalet og bestyrelsen, når indkøbet er sket i december, siger formand Torkild Christensen til Vejle Amts Folkeblad.

Link til hele artiklen med linket herunder.

 

Vejle Havn

Artiklen fra journalista

Artikel fra vafo.dk