13 biler har fået knust ruder og er tømt for værdier

Natten til tirsdag blev 13 biler på samkørselspladsen ved Danmarks Transportcenter DTC i det nordlige Vejle nær motorvejen udsat for rudeknusning og efterfølgende tømt for værdier.

En rudeknuser-bande hærger for tiden parkeringspladser langs motorvejen ved Kolding og Vejle.

Efter et døgns pause er der natten til tirsdag knust ruder og begået indbrud i omkring 20 biler i både Kolding- og Vejleområdet. Det oplyser vagtchef Lars Grønlund, Sydøstjyllands Politi, tirsdag morgen til TV SYD. 

Siden torsdag har der været en bølge af disse indbrud i et område omkring Kolding - fra Christiansfeld i syd og Vamdrup i vest.

Efter et lille døgns pause fra søndag eftermiddag har tyvene nu genoptaget deres hærgen, som i nat bl.a. gik ud over biler på samkørselspladserne på først Kokholm nær Scandic Hotel i Bramdrupdam og siden ved Danmarks Transportcenter DTC i det nordlige Vejle nær motorvejen, hvor 13 biler er brudt op.

- Vi har patruljeret intensivt i aften-og nattetimerne på de udsatte steder, og alligevel er det lykkedes tyvene at slå til, siger vagtchef Lars Grønlund, Sydøstjyllands Politi til TV SYD.