1500 kunder ramt af strømafbrydelse

Trefor leder efter årsag til afbrydelse i Vejle.

Vejle Midtby var i eftermiddag ramt af en omfattende strømafbrydelse. Nu har forsyningsvirksomheden Trefor sørget for, at alle har fået elektricitet igen.

- Omkring 1500 husstande og butikker var ramt af strømafbrydelsen. Nu kører det normalt igen, siger Claus Blem Jensen, som er presseansvarlig hos Trefor. 

Det var ikke en planlagt afbrydelse. 

- Vi ved ikke endnu, hvad der er gået galt. I første omgang bruger vi kræfterne på at få få forsyning til alle, og så undersøger vi årsagen bagefter, siger Claus Blem Jensen.