23-årige Ida blandt verdens bedste orienteringsløbere

Orienteringsløberen fra OK Snab i Vejle, Ida Agervig Kristiansson, løb sig til en 11. plads i sprint ved VM i Orienteringsløb i sin hjemby.

Ida Agervig Kristiansson ender på en 11. plads blandt verdens bedste orienteringsløbere med kun 49 sekunder efter vinderen fra Storbritannien, Megan Carter Davies, ved VM i orienteringsløb i Vejle.

Med fire top-20 placeringer og tre af dem i top-13 kunne Danmark næsten ikke have håbet på mere på aftenens sprintfinaler i Vejle, skriver forbundet i en pressemeddelelse. 

quote

Kroppen var måske lidt tung, og jeg blev træt efter arenapassagen, men jeg kunne ikke have gjort mere

Ida Agervig Kristiansson

23-årige Ida Agervig Kristiansson placerer sig på en 11. plads til VM i Orienteringsløb. Hendes søster Malin Agervig Kristiansson, som også dyrker sporten på eliteplan, hepper på hende ved målstregen.
23-årige Ida Agervig Kristiansson placerer sig på en 11. plads til VM i Orienteringsløb. Hendes søster Malin Agervig Kristiansson, som også dyrker sporten på eliteplan, hepper på hende ved målstregen.
Foto: Helle Eriksen, TV SYD

- Jeg gav den alt, hvad jeg havde. Kroppen var måske lidt tung, og jeg blev træt efter arenapassagen, men jeg kunne ikke have gjort mere, fortæller hun lige efter at være kommet i mål.

Tirsdag blev Idas søster, Malin Agervig Kristiansson, der også løber for klubben OK Snab i Vejle, nummer fem i sin semifinale i sprint tirsdag i Fredericia.

En glad landstræner

Landstræner Tue Lassen er godt tilfreds med de danske præstationer og generelt med hele VM, der har været en pragtpræstation af arrangørerne.

- Det har været en god dag. Vi har seks danske løbere videre fra kvalifikationen, og så har vi fire, der løber et godt løb på finalerne. Det har været en fantastisk uge, og jeg skal huske at rose arrangørerne, der har bare været styr på det hele. Arrangementet har bare været af rigtig høj kvalitet.

VM udsat i to år

VM i orienteringsløb, World Orienteering Championships (WOC), er det Internationale Orienteringsforbunds verdensmesterskab, der i år er blevet afviklet i Fredericia, Vejle og Kolding. 

De fem klubber under Dansk Orienterings-Forbund, OK Snab Vejle, Kolding OK, OK FROS Fredericia, OK Melfar Middelfart og OK Gorm Jelling står bag verdensmesterskabet, som sluttede torsdag, hvor verdensmesteren i individuel sprint blev kåret.

VM i Danmark har været planlagt siden 2017 og skulle have været afholdt i 2020, men blev rykket på grund af covid-19.

243 løbere fra 42 forskellige lande deltager ved verdensmesterskabet.