34-årig dræbt i voldsom ulykke

En voldsom lastbil-ulykke lukker delvist motorvejen mellem Vejle og Herning. En 34-årig mand er dræbt ved ulykken.

Opdateret: Begge vognbaner er nu farbare i østgående retning, mens et spor i vestgående retning er åbnet.

To lastbiler kolliderede tidligere torsdag på Midtjyske Motorvej mellem Vejle og Herning. Klokken 16.30 kunne Sydøstjyllands Politi oplyse, at den ene lastbilchauffør er blevet dræbt ved ulykken.

Der er tale om en 34-årig nordjyde.

- Den 34-årige kører af ukendte årsager over i modsatte spor og rammer frontalt ind i en lastbil, siger Steffen Wolf, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.

Lastbilchaufføren i den påkørte lastbil er en 35-årig udenlandsk mand, der ifølge vagtchefen ikke er kommet alvorligt til skade ved ulykke.

Delvist lukket

Den voldsomme ulykke har spærret motorvejen helt indtil klokken 15, hvor det ene spor i østgående retning genåbnede.

- Der er fortsat spærret i den vestgående retning, da mandskab arbejder på stedet, og derfor vil det først være ud på aftenen, at sporene kan genåbne, siger vagtchefen.

Klokken 20.30 oplyser Sydøstjyllands Politi, at begge vognbaner i det østgående spor på Midtjyske Motorvej er genåbnet, mens der er åbnet et spor i den vestgående retning.

De pårørende er underrettet.