TV der bevæger dig

45 brandfolk knokler stadig med storbrand

Tirsdag brød en storbrand ud i Børkop mellem Fredericia og Vejle. Onsdag arbejder brandfolk stadig på stedet.

Onsdag formiddag er 45 brandfolk i gang med efterslukningen ved den brand, der tirsdag begyndte på Thorsmindevej i Børkop. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

45 brandfolk fra Trekantområdets Brandvæsen og Beredskabsstyrelsen er stadig i gang med efterslukningen af den brand, der tirsdag eftermiddag brød ud i Børkop.

Klokken lidt over tre tirsdag eftermiddag fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at der var ild i fire lagerhaller på Thorsmindevej.

Branden udviklede sig hurtigt, og i løbet af kort tid kunne en sort, massiv røgsøjle ses helt op til 50 kilometer væk fra Børkop.

- De fire haller indeholdt forskellige typer af varer som plastik og pap i store mængder, så det er det, der giver en kraftig røgsøjle, siger Christian Müller, der er indsatsleder ved Trekantområdets Brandvæsen.  

Folk opfordres til at holde sig væk

Tirsdag var der indsat 11 tankvogne, mens 72 brandfolk kæmpede med den voldsomme brand. Efter tre timers intenst arbejde var branden under kontrol.

Den tiltrak manges opmærksomhed, og den samlede et publikum af børn, cyklister og andre forbipasserende.

Flere gange måtte beredskabet bede folk om at trække tilbage. Igen onsdag opfordrer indsatslederen borgere til at holde en vis afstand, så beredskabet kan fortsætte med efterslukningen, der formentligt varer ved resten af onsdagen.

- Vi kan godt forstå, at folk er nysgerrige, men bliv på den anden side, siger Christian Müller.

45 brandfolk fra Trekantområdets Brandvæsen og Beredskabsstyrelsen er stadig i gang med efterslukningen. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Læs også Brandturisme giver beredskab problemer ved storbrand