50.000 husstande har ikke fået tømt skrald: Sådan håndterer du dit affald

Fyldte skraldespande hober sig op i Vejle. Skraldemændene strejker, og nu har 50.000 husstande ikke fået tømt skraldespanden i mindst en uge.

Hele Vejle Kommune er nu ramt af skraldemændenes strejke, der har stået på en uge. Og intet tyder på, at der bliver tømt skraldespande lige foreløbig.

Men man skal ikke bare sætte spand og løse poser ud til vejen, forklarer Vejle Kommunes affaldschef, Jørgen Chris Madsen.

Her kan du aflevere dit affald

- Man skal sortere den overskydende affald i klare plastiksække. Så kan man enten lade det stå hjemme, indtil skraldemændene genoptager arbejdet, eller man kan køre det på en af vores genbrugspladser, hvor vi er klar til at modtage det.

Han fortæller, at kommunen nok skal give borgerne besked, når der igen bliver hentet affald - man skal derfor ikke lade skraldet stå ude ved vejen.

I Vejle Kommune får man tømt sin dagrenovation en gang om ugen eller hver 14. dag. Nu er alle de ugentlige tømninger aflyst, og affaldsproblemet bliver tydeligt større.

- I de første par dage var der ikke mange, der kørte deres affald på genbrugsstationerne. Men nu en uge efter ser vi tydeligt en stigning, siger Jørgen Chris Madsen til TV SYD.

Haveaffaldsbeholdere, nedgravede containere og affaldsspande, som er forbundet med en sundhedsrisiko, bliver fortsat tømt.