588 fartsyndere på motorvej: Den hurtigste kørte 207 km/t

Ved en fartkontrol ved Vejle tirsdag blev fire bilister målt til mere end 170 km/t og kan nu se frem til frakendelse af kørekortet.

En ubetinget fra kendelse af kørekortet samt en kæmpebøde venter en bilist, der tirsdag susede forbi politiets fartkamera på motorvejen ved Vejle med 207 km/t.

Færdselspolitiet havde sat deres fotovogn op ved afkørsel 59 Hornstrup, og der er nu fartbøder på vej til ca. hver 15. bilist, der passerede fartkameraet på strækningen med en hastighedsbegrænsning på 110 km/t.

I de seks timer, fartvognen stod der, passerede 9.134 køretøjer. Ud af dem kan 588 bilister nu se frem til en bøde. 13 får et klip i kørekortet, mens fire står til en frakendelse af kørekortet.

Kørekortet ryger

Dagens højdespringer blev målt til 207 km/t, og tre andre blev målt til 196 km/t, 177 km/t og 173 km/t. De tre sidstnævnte forseelser resulterer som udgangspunkt i bøder mellem 6.500 og 8.500 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet. 

Bilisten, der kørte 207 km/t, får en endnu højere bøde, der afhænger af de konkrete omstændigheder. Samtidig får vedkommende en ubetinget frakendelse af kørekortet.

- Det er alt for stærkt. Sæt farten ned, hvis ikke for dit kørekort og din pengepungs skyld, så for dig selv, din familie og dine medtrafikanter, opfordrer Sydøstjyllands Politi på Facebook.