72 brandfolk har kæmpet med flammerne, og nu er branden under kontrol

En voldsom brand i en industribygning i Børkop er under kontrol. Men der venter fortsat masser af arbejde, fortæller Trekantområdets Brandvæsen tirsdag aften.

Det kommer til at tage mange timer endnu, før branden er helt slukket, men brandfolkene har nu fået styr på flammerne.

Der venter dog fortsat meget slukningsarbejde, da hallerne indeholder mange forskellige materialer, fortæller Trekantområdets Brandvæsen.

Beredskabsstyrelsen er også blevet tilkaldt med en kran for at få ryddet op.

Over 72 brandfolk og 11 tankvogne har siden lidt efter klokken 15 tirsdag eftermiddag været i gang med at slukke den voldsomme brand, hvor en stor sort røgsøjle kunne ses blandt andet i Haderslev, der ligger mere end 46 kilometer væk.

Største indsats siden Randbøl Hede

Der er ingen oplysninger om tilskadekomne. Og på grund af vindretningen har beboerne i Børkop ikke været generet af den kraftige rødudvikling.

Branden opstod i firmaet Schous fire store lagerhaller.

Trekantområdets Brandvæsen fortæller, at indsatsen er den største siden naturbranden på Randbøl Hede i 2018.

Brandårsagen i Børkop er foreløbig ukendt.