TV der bevæger dig

82-årige Else får større muskler - og kommunen sparer penge

50 ældre borgere i Vejle Kommune skal i gang med at styrketræne. De deltager i et træningsprojekt, og kommunen håber, at det kan spare hjemmehjælp.

82-årige Else Louise Jensen deltager i et nyt træningsprojekt, som Vejle Kommune tilbyder. Foto: Julie Schou Nielsen, TV SYD

82-årige Else Louise Jensen skal igennem den ene øvelse efter den anden. Efter et kvarters tid er hendes fysik blevet testet, og kort tid efter er der lavet et personligt træningsprogram.

Det er det digitale program DigiRehab, der fortæller, hvilke øvelser hun skal lave, og laver det træningsprogram, som Else Louise Jensen skal igennem de næste tre måneder.

Sammen med 49 andre ældre borgere i Vejle Kommune deltager hun i et nyt træningsprojekt, som kommunen tilbyder. De skal styrketræne sammen med en hjemmehjælper 20 minutter to gange om ugen i 12 uger. 

Det var et tilbud, som den 82-årige ikke kunne afslå.

- Jeg synes, det er et dejligt tilbud, og det synes jeg ikke, at man må sige nej til. Kommunen kunne jo bare være ligeglade med os og sige, at vi bare kunne klare os selv, siger Else Louise Jensen.

Det er hjemmehjælperne, der skal træne med de ældre to gange om ugen.  Foto: Julie Schou Nielsen, TV SYD

Styrketræning skal spare hjemmehjælp

Træningstilbuddet er indtil videre en forsøgsordning, der løber frem til juni, og herefter bliver den evalueret.

Med tilbuddet håber kommunen, at det vil gavne både borgerne og kommunen, så de begge vinder. Det fortæller Gitte Stryhn, der er fysioterapeut i Vejle Kommune.

- På sigt håber man selvfølgelig, at det kan give borgeren noget, men også at man kan spare noget hjemmehjælp, eller man måske kan rykke rundt på noget. Man ved, at jo længere tid vi kan holde borgerne aktive og selvstændige, jo bedre er det, siger Gitte Stryhn.

Vejle Kommune følger efter Vejen Kommune, der for få år tilbage tog træningsmakkeren DigiRehab i brug som en forsøgsordning. Efter forsøget blev de ældre 64 procent mere selvhjulpne, og nu er det blevet et fast tilbud i kommunen.  

Det er det digitale program DigiRehab, der udformer de ældres træningsprogrammer.  Foto: Julie Schou Nielsen, TV SYD

Digital træningsmakker følger borgeren 

Det håber Else Louise Jensen også, at det bliver i Vejle Kommune. Men om tre måneder håber hun først og fremmest at have fået en bedre balance, for det er den, hun døjer med i hverdagen – og det gør det besværligt for hende at bevæge sig rundt i sit hjem

- Jeg tror og håber på, at jeg kan få en bedre balance, siger Else Louise Jensen.

Det skal hendes nye digitale træningsmakker hjælpe med, og det giver rigtig god mening at bruge DigiRehab, lyder det fra kommunens fysioterapeut. For den kan målrette træningen til den enkelte borger og måle udviklingen.

- Jeg tror på, at hvis vi rammer borgeren der, hvor han eller hun er, så får vi et mere effektivt resultat, siger Gitte Stryhn.

Gitte Stryhn er fysioterapeut i Vejle Kommune. Hun mener, at både de ældre og kommunen vinder gennem det nye træningstilbud.  Foto: Julie Schou Nielsen, TV SYD