Affaldsbjerg ulmer stadig

En gnist fra en maskine antændte en stor bunke med tørt affaldstræ på genbrugspladsen i Vejle. Og branden ulmer stadig, så efterslukningen vil vare natten over.

Branden blev opdaget kl. 9.21. Da brændte det kraftigt i en bunke med findelt træ. Ilden havde godt fat i den friske vind – og bredte sig til en bunke med ”Stort brændbart”, fortæller affaldschef Yvonne Andersen til TV SYD.

- Heldigvis var vinden i den rigtige retning, så røgen – som på et tidspunkt var meget sort – drev ud over ådalen. Politiet patruljerede i området for at vurdere, om røgen var sundhedsfarlig for beboerne

Se flere videoer fra Local Eyes.

Brandvæsenet fra Vejle fik hurtigt assistance fra nabobyerne, og der blev kørt tusinder af liter vand til stedet.

- Vi har masser af miler, som det hedder, liggende på genbrugspladsen netop nu. Det skyldes, at markedet er mættet i øjeblikket, så vi har svært ved at sælge det, forklarer Yvonne Andersen.

Beredskabsstyrelsen fra Herning blev også bedt om assistance. Og det er dem, der skal efterslukke over natten. Personalet fra genbrugspladsen vil også være til stede på pladsen.

- Vi skal nu undersøge, hvordan branden kunne opstå? Vi regner med, at det er en maskine, som findeler træet. En sten har måske skabt en gnist, som har antændt det tørre træ. I hvert tilfælde gik det utroligt hurtigt.

- Men heldigvis gik der ingen bygninger til, siger Yvonne Andersen videre. Vi har endnu ikke gjort op, hvor store mængder affald, der er gået op i røg.

Genbrugspladsen var åben under branden. Men den del, der ligger ved siden af det område, borgerne kan bruge, var lukket på grund af den tætte trafik med brandsprøjter – og ikke mindst tankvogne.

 
 
Foto: Jørgen Nygaard, TV SYD