Alexander fik venner og et fællesskab, da han blev en del af en subkultur

Hvis du var et dyr, hvilket ville du så være? For Alexander Nielsen Barwell er svaret en blå dinosaur ved navn Axel Vei.

Tigeren Tony fra morgenmadsproduktet Kellogg’s Frosties er et eksempel på et dyr med menneskelige træk. Det er ræven Robin Hood fra Disneys klassiker også.

Alexander Nielsen Barwell fra Børkop er fan af den slags dyr med menneskelige træk. Faktisk er han så meget fan af den slags dyr, at han har udviklet sit helt eget dyr med menneskelige træk. 

- Jeg har fundet et dyr, der repræsenterer mig selv, og når jeg ser på ham, så tænker jeg: Det er mig det her, fortæller Alexander Nielsen Barwell.

Den blå dinosaur repræsenterer ham bedst

Alexander Nielsen Barwell er ikke den eneste, der har udviklet sit eget dyr med menneskelige træk. Faktisk findes der en hel subkultur med mennesker, der godt kan lide at se sig selv som et dyr.

Hvad er en furry?

Furry er en subkultur, hvor medlemmerne interesserer sig for dyre-lignende figurer med menneskelige træk. 

Det er dyr, som for eksempel går på to ben, de tænker, og de snakker sammen som mennesker på menneskesprog.

Medlemmerne omtaler sig selv som furries, og de udvikler ofte deres egne figurer baseret på karakter- og personlighedstræk, som de enten selv besidder, eller som de ville ønske, at de selv besad.

Alexander Nielsen Barwells nuværende karakter kalder han for en velion. Det er en dinosaur, og han har givet den navnet Axel Vei. 

- Jeg kan godt lide at se mig selv som den her dinosaur. Personligt er han det, der repræsenterer mig bedst, fortæller Alexander Nielsen Barwell.

Alexander Nielsen Barwell har fået lavet flere kunstværker af sin karakter.
Alexander Nielsen Barwell har fået lavet flere kunstværker af sin karakter.
Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD

Blandt furries fandt han fællesskab

Alexander Nielsen Barwell synes, at hans blå dinosaur lever et ideelt liv. Det er et liv, han også selv har lyst til at opnå.

Han fortæller, at nogle furries bruger deres furry-liv som en måde at flygte fra virkeligheden på.

quote

Mine klassekammerater vendte mig ryggen og mobbede mig konstant.

Alexander Nielsen Barwell, tjener, Børkop

Personligt var det et forsøg på at få venner, der gjorde Alexander Nielsen Barwell til en furry. 

- Mine klassekammerater vendte mig ryggen og mobbede mig konstant, men blandt de andre furries fandt jeg et fællesskab, der respekterer mig for den, jeg er, fortæller Alexander Nielsen Barwell.

Se mere på YouTube

TV SYDs ungdomsredaktion SCHWUNG tester i et program fire furries’ værdier og holdninger til furry-kulturen. 

I programmet fortæller de fire furries, hvorvidt de er enige eller uenige i ti udsagn, der udfordrer fordomme og sætter vores forståelse på prøve.

De tager blandt andet stilling til, i hvor høj grad deres kultur handler om at flygte fra virkeligheden, om det har været svært at fortælle andre, at de er furries, og om furry-kulturen tilfredsstiller dem seksuelt.

Du kan se programmet her.