Alternativ familieferie: Far og datter på Kilimanjaro

På mandag går det løs. Berta og Søren Brønniche tager til Tanzania for at bestige 5.800 meter høje Kilimanjaro.

Det må være det ultimative far-datter projekt, som Berta Brønniche (20) og Søren Brønniche (52) har kastet sig ud i. De vil bestige det legendariske bjerg Kilimanjaro sammen.

- Det begyndte med, at jeg arbejdede i Eventyrland i Vejle efter studentereksamen. Der har de en trappe, der siger, at hvis man går op og ned ad trappen et vist antal gange, så har man besteget Kilimanjaro, fortæller Berta Brønniche.

De mange ture op og ned ad trappen gav hende lyst til at prøve den ægte vare i Tanzania.

- Jeg sendte en SMS til min far og spurgte, om han havde lyst til at bestige Kilimanjaro sammen med mig. Normalt tager det flere dage, før han svarer på beskeder, men her tog det kun 15 minutter: Ja, det ville han gerne, fortæller datteren.

Går ikke ned på grej

Berta Brønniche har stor glæde af sin fortid som ansat i Eventyrland.

Far og datter går i hvert fald ikke ned på grej. De har de bedste vandrestøvler, stave, soveposer, rygsække med et net, der forhindrer kontakt med ryggen og undertøj i merino-uld, der vejer meget lidt, tørrer let og varmer, når det er koldt. Og her stopper det ikke:

- Den sidste etape starter før det bliver lyst, så derfor har vi en pandelampe med til turen, fortæller Berta Brønniche.

Ni dage op og to ned

Hun og hendes far har valgt en rute, hvor det tager ni dage at komme op og to at komme ned ad Kilimanjaro. 

Den længste etape er på 17 kilometer og den korteste to kilometer.

- Grunden til den korte etape er, at vi skal tilpasse os den tyndere luft, fortæller Berta Brønniche.

quote

Jeg er faktisk lidt nervøs.

Berta Brønniche, tjener, Jelling

Turen går gennem fem klimazoner: Tropisk ved foden af bjerget og arktisk på toppen. Derfor har de også handsker med i rygsækken.

Berta Brønniche og hendes far Søren Brønniche giver tips til vandreturen.
Video: Christian Kallenbach, TV SYD

- Jeg er faktisk lidt bange eller nervøs, for det ser hårdt ud. Hvis det går galt, så tror jeg, det er min far, der skal holde mig oppe, fortæller Berta Brønniche.

Far og datter har aflagt en gensidig musketered, så hvis den ene giver op, gør den anden også.

Om Afrikas stolthed

Højde: 500 meter over havets overflade, 4.800 meter over det lokale landskab. Det er så højt, at der er risiko for højdesyge.

 

Ruter: Der er flere ruter op ad Kilimanjaro, nogle er traditionelle trekkingruter, andre er rigtige klatreruter.

 

Beliggenhed: Kilimajaro ligger i det nordlige Tanzania ved grænsen til Kenya.

 

Historie: Bjerget blev besteget første gang den 6. oktober 1889 og i vore dage prøver cirka 25.000 mennesker kræfter med bjerget hvert år.