Amerikansk fodbold: Flere lokale talenter kæmper for EM-billet

De nordiske mesterskaber for U19-hold i amerikansk fodbold er lige nu i fuld gang på Bornholm. På holdet er flere lokale talenter bl.a. fra Triangle Razorbacks i Vejle.

Når Danmark lørdag spiller U19-kamp mod ærkerivalerne fra Sverige, er der lagt op til et tæt opgør, og spillere fra syd- og sønderjyske klubber kan få en afgørende rolle.

- Jeg håber da, at drengene hiver en 3-points sejr hjem - 14-17 måske, lyder det optimistisk fra Triangle Razorbacks' head coach Thomas Linnemann.

På linje med Kolding Guardians og Esbjerg Hurricanes har Triangle Razorbacks fra Vejle talenter med på det unge hold. Christoffer Pank spiller på den offensive linje og Peter Møller defensive end.

Og det glæder Thomas Linnemann, der selv har været en del af den store udvikling, som amerikansk fodbold har oplevet i Danmark gennem de seneste 10 år.

- For 10 år siden hørte det til sjældenhederne, at Danmark kunne markere sig, men i dag kan vi sagtens kæmpe om point mod de andre europæiske klubber, siger Thomas Linnemann til TV SYD.

I dag er der omkring 200 aktive unge indenfor amerikansk fodbold i Vejle, og de lærer, at hvis de vil være med, hvor det gælder, så skal der trænes mere både på banen og til styrketræning.

U19-kampen mellem Danmark og Sverige spilles lørdag kl. 14.00 og kan ses direkte på TV SYD+ kanalen med optakt fra kl. 12.30.