Asgreen genvandt ikke DM: Tabte til 27-årig randrusianer i Give

DM i Landevejscykling i Give er nu slut efter fire dage med flere forskellige løb.

Den forsvarende danmarksmester Kasper Asgreen (Quick-Step) måtte i dag se sig slået af et stærkt felt, hvor Mads Würtz Schmidt fra Randers kørte først over målstregen efter 227,1 kilometer med start og mål i Give.

Forud for dagens løb havde Kasper Asgreen givet udtryk for, at han godt vidste, det ville blive en svær opgave at genvinde titlen. Svært blev det for koldingenseren, der kom ind på en 37. plads med en tid på fem timer, 32 minutter og 23 sekunder.

De 157 ryttere, der stillede til start søndag, skulle blandt andet over 1900 højdemeter undervejs, og den største stigning var Christian Winthers Vej i Vejle, der lå efter de første 100 kilometer.

Her kom Kasper Asgreen ikke med i den frontgruppe, der til sidst kæmpede om sejren, og det blev udslagsgivende for dagens resultat.

Cykelrytteren fra Kolding kan dog glæde sig over, at han vandt enkeltstarten i torsdags og kan kalde sig danmarksmester i den disciplin.

Ti års vindere af DM i linjeløb for mænd

  •  2021: Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation).
  •  2020: Kasper Asgreen (Quick-Step).
  •  2019: Michael Mørkøv (Quick-Step).
  •  2018: Michael Mørkøv (Quick-Step).
  •  2017: Mads Pedersen (Trek).
  •  2016: Alexander Kamp (Stölting).
  •  2015: Chris Anker Sørensen (Tinkoff-Saxo).
  •  2014: Michael Valgren (Tinkoff-Saxo).
  •  2013: Michael Mørkøv (Saxo-Tinkoff).
  •  2012: Sebastian Lander (Glud & Marstrand).

Kilde: Danmarks Cykle Union.

Femte DM-titel 

I kvindernes linjeløb vandt Amalie Dideriksen, og det er femte gang, at den 25-årige rytter, der til daglig kører for Trek-Segafredo, lader sig hylde som Danmarks bedste på landevejene.

Dideriksen har tidligere vundet DM i 2014, 2015, 2018 og 2019.

Dideriksen slog de øvrige favoritter og World Tour-ryttere, Emma Norsgaard (Movistar) og Cecille Uttrup Ludwig (FDJ), i spurten.

Det skete efter 133 spændende kilometer på ruten omkring Give, hvor 57 ryttere stillede til start.