Beboere fik bragt musikken til altanen

Beboer i boligforeninger i Vejle kunne i dag nyde live koncerter direkte fra deres altaner. Gense alle koncerterne i bunden af artiklen.

Med hvidvin i glasset og solen i ansigtet kunne beboere i og omkring Vejle i dag nyde små, private koncerter direkte fra deres altaner.

- Det var simpelthen så godt! Det er bare kedeligt, at det er slut nu, siger Jane Eløg fra Vejle.

quote

Det er virkelig fedt at komme hjem til jer, i stedet for I kommer ud til os.

Tobias Falk Andersen, Forsanger, At Ease

Hun var en af de beboere, som havde taget plads på sin altan på Mølholm Landevej, hvor bandet Fool’s Corner gav koncert.

- De spillede rigtig godt, og så var det dejligt at se alle de mennesker, som kom ud og klappede og nød et lille glas vin, siger Jane Eløg.

Jane Eløg var en af de beboer, som kunne se med fra sin altan i dag, da Fool's Corner gav koncert kl. 11.30.
Jane Eløg var en af de beboer, som kunne se med fra sin altan i dag, da Fool's Corner gav koncert kl. 11.30.
Foto: Thor Hedegaard, TV SYD

Bringer kulturen ud til borgerne

Koncerterne er en del af konceptet ”Altan-koncerter”, som TV SYD, Jelling Musikfestival og Vejlemusikteater står bag. Her gav seks upcoming bands koncert for udvalgte boligforeninger i og omkring Vejle, mens andre interesserede kunne se med hjemme fra stuerne, da alle koncerterne blev streamet live.

- Det er virkelig fedt at komme hjem til jer, i stedet for I kommer ud til os, sagde Tobias Falk Andersen, som er forsanger i bandet At Ease.

Formålet med koncerterne er at bringe kulturen ud til borgerne. 

- I en tid hvor gæsterne ikke kan komme i musikteatret, gør den digitale verden det heldigvis muligt, at vi "kommer hjem" til vores gæster og får prøvet nye oplevelsesformer af, siger direktør Mette Kier fra Vejle Musikteater.

Coronavenlig koncert

Alle koncerterne blev afviklet under åben himmel med god afstand, og alle musikerne medbragte deres eget udstyr for at undgå at røre ved de samme ting.

- Jeg synes, det er en fantastisk måde at gøre det på, fordi det er i det fri, og vi kan samles uden at stå tæt. Det kan man godt gentage et par gange i den her situation, siger Jane Eløg fra Vejle.

Du kan se eller gense alle altan-koncerterne her:

John Made Jon Fool's Corner Leftovers Frederik Damkaer At Ease Ligefrem Lykkelig