Beboerformand om Udlændingestyrelsens valg: - Det er helt ude i skoven

Beboerformand er ikke tilfreds med, at flygtninge kommer til Sandvad, selvom Udlændingestyrelsen ikke vil forlænge kontrakten om asylcenteret.

- Det er helt ude i skoven. Der har aldrig været mere uro og utryghed i vores lokalsamfund. Det vil ikke være de rigtige forhold for en sårbar gruppe at flytte ud til os.

Sådan siger Kirsten Paugan, formand for Sandvad Beboerforening, til TV SYD, efter at DR kan fortælle, at Udlændingestyrelsen ikke længere ønsker at forlænge aftalen med Vejle Kommune om Center Sandvad.

Alligevel holder styrelsen fast i sine planer om at flytte beboergruppen fra Brovst til Sandvad i denne måned, og de planer er ikke velanset i landsbyen, selvom flygtningene kommer til at være i landsbyen i mindre end et år.

- Det vil ikke fungere. Ikke en gang for ti måneder. Det er fuldstændigt uansvarligt over for alle. Der er ingen lykkelig udgang på det her, siger Kirsten Paugan.

Kirsten Paugan stiller spørgsmålstegn ved, om det er humant at flytte beboergruppen til en by i uro.

- Folk sover og spiser ikke. Vi er en by i undtagelsestilstand, og den tilstand forsvinder ikke, fordi der er ti måneder tilbage. Det er stadig lang tid, så nu må nogle politikere tage ansvar, siger Kirsten Paugan.

Nye boller på suppen

Udlændingestyrelsen var ellers mere vævende i sine svar omkring en forlængelse til TV SYD for godt en uge siden.

Hvad årsagen til holdningsændringen skyldes, melder DR intet om.

Et faktum er dog, at et flertal i byrådet i Vejle Kommune ikke ønsker at forlænge aftalen med Udlændingestyrelsen, som situationen er på nuværende tidspunkt.

Og dermed ligner det, at Center Sandvad efter den 31. oktober næste år, hvor lejekontrakten udløber, ikke længere er et asylcenter.