Besparelser i rig kommune vækker undren
Forældre og lærere er bekymret og undrer sig over mulige besparelser i Vejle Kommune. Der skal spares op mod 33 millioner kroner på børn- og unge området.
I et sparekatalog fra Vejle Kommune er der 23 forslag til, hvor man kan spare på børn- og unge området. De 23 forslag vil tilsammen spare kommunen for 33 millioner kroner.
På Vejle Midtbyskole er der lige nu plads til fem elever i en af deres specialklasser. Med de foreslåede besparelser skal lærer Carl Henrik Bielefeldt gøre plads til yderligere to til tre elever i klasseværelset, og der vil være færre hænder til opgaverne.
Man kommer til at savne tiden til den enkelte elev
Carl Henrik Bielefeldt, lærer
- Besparelsen vil betyde, at vi skal have en, måske to, måske endda tre elever mere i hver klasse. Så det bliver et dagligt højere konflikt niveau, fordi vi fjerner de voksne. Men eleverne har vi stadigvæk, siger Carl Henrik Bielefeldt.
Mindre tid til eleverne
Det, der rører Carl Henrik Bielefeldt, er, at han med flere elever i klaseværelset ikke vil have den samme tid med eleverne.
- Man kommer til at savne tiden til den enkelte elev. Det er jo den, der er vigtig. Den, der er med til at gøre, at nogle af de her elever måske kommer tilbage til folkeskolen, måske får en fuld niende klasse eksamen. Men hvis vi tager tid fra det, så er der større chancer for, at de slår sig i det system, siger Carl Henrik Bielefeldt.
I specialklassen er der sat skærme op rundt om eleverne for, at de kan være for sig selv og ikke forstyrre hinanden. Med de mulige besparelser skal eleverne placeres endnu tættere på hinanden.
- Det bliver overvældende at skulle have flere elever, fortæller læreren.
Lokalsamfund
Lidt udenfor Vejle ligger landsbyen Skibet, som også vil blive ramt, hvis besparelserne bliver gennemført. Det vil få indflydelse på deres skole og børnehus.
- Jeg synes, at det er problematisk, fordi, at en god og velfungerende daginstitution er grundstenen for et helt lokalsamfund. Så det, at man begynder at rokke ved en af de her grundsten, det gør, at hele fundamentet for lokalsamfundet begynder at smuldre. Og det er det, vi kommer til at se ind i, siger Vicki Lundgaard, der er bestyrelsesformand i Børnehuset Skibet.
Forældrene i byen er også bekymret for, hvad det får af konsekvenser for deres børn og by.
- Jeg synes, det er et problem. Både her og nu, men også på længere sigt. Det er både konkret i forhold til børnehaven med færre pædagoger og dårligere åbningstider, fortæller Dan Ullerup, der er far til to piger, der går i Skibet Børnehus.
Hanne Mette Grøn Sørensen har et barn i børnehuset og et på Skibet Skole. Hun undrer sig over, at man vil foretage de besparelser, når der ifølge hende i forvejen er store udfordringer på børneområdet.
- Jeg kan allerede se, at det har de konsekvenser, at folk forlader folkeskolen. Der er flere som rykker ind til Vejle på en privatskole, siger hun.
"Et budget langt over grænsen"
Formanden for Vejle Lærerkreds, Lars Holmboe, skrev i sidste uge et åbnet brev til Vejle Byråd sammen med fællestillidsrepræsentanten for skolepædagogerne i Vejle Kommune og formanden for skolelederforeningen i Vejle Kommune.
Brevet fik overskriften: "Et budget langt over grænsen."
- Det provokerer mig voldsomt, at man stadigvæk skærer, og at man skærer særligt meget på dem, der har mest behov for ordentlig faglighed. Og det er jo vores special elever, så det provokerer mig voldsomt, siger Lars Holmboe.
Med brevet håber formanden, at man vil overveje om besparelser på børn- og unge området er den rigtig løsning.
- Heldigvis så reagerer rigtig mange forældre, kollegaer og politikere på det her, og jeg håber, at vi kan skabe en stemning som siger, at nok er nok.
Nødvendige prioriteringer
Borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen (V), forstår bekymringen, men kalder besparelserne for hårde, men nødvendige prioriteringer.
- Det er rigtigt, at vi havde et historisk højt rådighedsbeløb i år, men de er alle sammen brugt på forskellige prioriteringer. Da vi var færdige, var der stadig nogle ender i budgettet, der ikke kunne nå helt sammen, siger borgmesteren.
Derfor har kommunen været tvunget til at foretage de prioriteringer, som nu ser ud til at få konsekvenser for børn- og unge.
- Vi er en vækstkommune, og når der er vækst, kommer der også flere borgere. Så er der nogle nødvendige investeringer, der skal foretages. Samtidig bliver der også flere ældre, og det er nogle udgiftsdrevne processer, som gør, at vi skal lave nogle nødvendige, men hårde prioriteringer, siger Jens Ejner Christensen.