Biler fik blæst sideruder ind på bro

Vejlefjordbroen blev spærret for al trafik kl. ca. 17.30. Vindstødene har været så kraftige, at personbiler har fået blæst sideruder ind.

- Vi ved ikke, hvor lang tid der vil gå endnu, siger vicepolitiinspektør Lars Ozol, Sydøstjyllands Politi til TV SYD. I mellemtiden ledes al trafik ned igennem Vejle.

Vejlefjordbroen blev i sommer forsynet med støj- og vindskærme. De blev kritiseret for at give kastevinde, så bl.a. motorcyklister risikeret at blive blæst ud af kurs. Vejdirektoratet har afvist, at vindskærmene er monteret forkert.

Vind- og støjskærmene er kun knap to meter høje. Derfor kan vinden få fat i selv personbiler på broen.