Børnehave og plejecenter er flyttet ind under samme tag
I denne uge lød startskuddet til et helt nyt fællesskab. I det nye Kong Gauers Gård er der plejecenter og daginstitution i samme bygning, og efter planen skal de have en del med hinanden at gøre i hverdagen.
Det er den første af sin slags i Danmark nogensinde.
En daginstitution og et plejecenter under samme tag - et generationsfællesskab.
Fredag rykkede børn fra børnehaven Vildanden ind i de splinternye lokaler på Kong Gauers Gård i Gauerslund.
- Idéen er at samle to generationer i et hverdagsliv, hvor vi får skabt noget hjertevarme og nogle gode relationer på tværs af generationer, fortæller daginstitutionsleder Mette-Lise Larsen.
Relationer på tværs af alder
Kong Gauers Gård består af to afdelinger. En til daginstitutionen og en til plejecentret. De bliver bundet sammen af fællesområder både inde og ude, hvor der vil være rig mulighed for at lave aktiviteter sammen.
- Vi tror, at det her med at skabe relationer på tværs af alder giver en anden læring for børnene. De får en bredere forståelse for forskelligheder, og de får en rummelighed, som de kan tage med sig videre i livet, fortæller hun.
I øjeblikket har man sat gang i en stille indkøring af det nye generationsfællesskab. De første ældre er flyttet ind og fredag rykkede de første børnehavebørn så ind.
- Vores største opgave bliver at få børnene til at blive trygge ved at komme her. Når de har gjort det, så skal vi begynde at kigge over i plejedelen og besøge dem i deres opholdsstuer, siger Mette-Lise Larsen.
Fangeleg med "de gamle"
I børnehaven glæder Silvester Nellemann Steinfurth sig til at lege fangeleg med "de gamle mennesker".
- Der er én, der har en kørestol, så han er ikke så hurtig, siger han.
Selv om de ældre på plejecenteret måske ikke er lige så hurtige, som børnene i daginstitutionen, så tror daginstitutionsleder Mette-Lise Larsen, at det vil få stor betydning for dem.
- Når børnene kommer med deres latter og deres stemmer, vil der komme noget energi over i de ældres hverdag, siger hun.
Det er dog ikke kun børnene i institutionen og de ældre, der kommer til at nyde godt af de nye faciliteter i Gauerslund. Ifølge planen skal borgere fra lokalsamfundet også benytte sig af legepladsen, løbestierne og søen og benytte fællesrummet til fællesspisning eller bio-aften. Derudover er der stisystemer, som forbinder Kong Gauers Gård med skolen og hallen.