Boldklub opsiger 18 funktionærer

Vejle Boldklub Kolding har opsagt alle sine 18 funktionær-ansatte, heriblandt to direktører og træneren, med fem måneders varsel. Det sker for at sikre fremtiden, hvis klubben ikke rykker op.

- Det gør vi. Det er helt sikkert målsætningen, siger direktør Henrik Tønder til TV SYD, som selv er blandt de opsagte. Opsigelserne skal kun ses som "rettig omhu".

- Samtlige funktionærer i klubben er opsagt per 31. maj. Og det er inklusiv Henrik Tønder (administrerende direktør), Kim Brink (direktør), Mads Bro Hansen (sportschef) og Nicolai Wael (cheftræner), siger bestyrelsesformand Lars Skou til bold.dk.

Bedre sikret, hvis...

- Det er et tiltag, som direktionen sammen med bestyrelsen har taget for at udvise rettidig omhu, siger formand Lars Skou. Vi er på den måde bedre sikret, hvis det ulykkelige skulle ske, at vi ikke rykker op i Superligaen.

- Hvis vi rykker op, bliver folk genansat på samme vilkår, men bolden er jo rund, og hvis vi ikke rykker op, så ansætter vi en noget mindre organisation end den nuværende. Det er simpelthen nødvendigt, og den rigtige vej at gå i vores verden, siger Lars Skou.

Den dyreste plads

Vejle Boldklub Koldings spillere har allerede differentieret løn. Den afhænger af, om der spilles i superligaen - eller som nu i 1. division.

- Vi forsøger hele tiden at have den bedste trup til den billigste pris, siger Henrik Tønder til TV SYD.

Men lønsummen til spillere skal ned, fastslår formanden Lars Skou.

- VBK har i en årrække placeret sig på den dyreste plads i dansk fodbold: Nemlig tredjepladsen i 1. division, siger klubbens formand, Lars Skou. Der er en markant stor forskel i økonomien i at spille 1. division og superliga. Virkeligheden er, at de sportslige resultater spiller en stor, central rolle i virksomhedens økonomi. Dette faktum til trods vil vi sikre at udviklingen kan fortsætte med udgangspunkt i en økonomisk bæredygtig model.

Den økonomiske manøvredygtighed opnås ved at sikre muligheden for at reducere selskabets lønsum.