Borgmester kræver svar om ændringer af Bølgen

Omstridt byggefirma fulgte ikke byggetilladelsen, da Bølgen i Vejle skulle stabiliseres.

Byggetilladelsen blev ikke overholdt, da firmaet Bach Gruppen byggede de sidste tre dele af Bølgen. Det viser TV2-programmet Operation X. Derfor kræver Vejle Kommune nu nogle svar om det eksklusive lejlighedsbyggeri.

Ifølge byggetilladelsen skulle Bach Gruppen have brugt stålkabler, såkaldte freyssinet-liner, op i de tre bygninger. I stedet valgte byggefirmaet en anden løsning uden at orientere kommunen.

- Hvis man ændrer noget konstruktionsmæssigt, så skal man anmelde det. Dermed ikke sagt, at det er noget, der bliver ringere. Men man skal anmelde det, hvis man bruger en anden teknik. Det har man åbenlyst ikke gjort, og det er vi nu i dialog med Bach Gruppen om, siger Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (Venstre).

Vejles vartegn Bølgen blev bygget færdig i 2018
Vejles vartegn Bølgen blev bygget færdig i 2018
Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD

Kritisk ingeniør

Vejle Kommune har givet frist til fredag for at få svar på, hvad der er foregået. Det skal et autoriseret firma redegøre for.

Men ifølge borgmesteren har kommunen fået at vide, at der er brugt in situ beton i stedet for freyssinet-liner. Det er endnu ikke afdækket, om denne metode er lige så sikker som den, der er beskrevet i byggetilladelsen.

Ifølge Bach Gruppen var der ikke tale om en væsentlig ændring. Men ingeniør Ian Hobson, som lavede beregningerne i byggetilladelsen, er ikke enig.

- Det er en væsentlig konstruktionsændring, og det er helt afgørende for hele ustabiliteten. De to første bølger er jo lavet med freyssinet-liner, så jeg kan slet ikke forstå, hvis man ikke har brugt samme konstruktionsprincip, siger Ian Hobson til Operation X.

Skandale på Amager

Operation X kigger på Bach Gruppen, fordi firmaet støbte et for svagt fundament til et 86 meter højt højhus på Amager. Fagfolk frygter, at højhuset på Amager kan vælte eller styrte sammen.

Med andre ord kan det bringe menneskers liv i alvorlig fare. Dén skandale undersøges af politiet, men Bach Gruppens historik gør ikke borgmesteren nervøs.

- Jeg har selvfølgelig fulgt med i medierne, og sagen på Amager har været meget omtalt. Men jeg har ikke oplevet, at Bach Gruppen ikke har talt sandt over for Vejle Kommune eller over for mig. Derfor har jeg det sådan, at så skal det ikke lægge dem til last, at man har en sag med problemer et andet sted, siger Jens Ejner Christensen.

Bølgen færdig i 2018

Bølgen består af fem bygninger. Bach Gruppen købte sig ind i byggeriet i 2009, da de første to bølger næsten var færdigbyggede. Fra 2015 til 2018 byggede Bach Gruppen de sidste tre bølger.

Ejerne venter på resultat

Ejerforeningen Bølgen 3-4 er i tæt dialog med byggefirmaet. Det siger foreningens næstformand, Carsten Jespersen, til TV SYD.

- Bach Gruppen erkender, at der skete en procedurefejl ved ændringen i konstruktionen, og at den skulle indberettes til kommunen. Firmaet er i samarbejde med deres rådgivere ved at udarbejde den nødvendige dokumentation, og indtil videre er beboerne trygge ved situationen. Bestyrelsen billiger på ingen måde Bach Gruppens fremgangsmåde, men det er mest fair at afvente resultatet af den igangværende undersøgelse, før vi kommenterer sagen, udtaler Carsten Jespersen.