Branden hos Jysk er opstået udendørs

Politiets brandeksperter er sikre på, at branden hos Jysk i Vejle i sidste uge er opstået udendørs og har bredt sig til butikken. Men brandårsagen kendes ikke endnu.

Eksperter fra Kriminalteknisk Afdeling i Fredericia og Dansk Brandteknik undersøgte brandtomten tirsdag. Butikken udbrændte totalt ved den voldsomme brand  onsdag i sidste uge .

- Der er taget en masse prøver, som analyseres. Dem får vi måske først svar på om en uge eller to, siger vicepolitikommissær Jens Møller Pedersen til TV SYD.

Men eksperterne er sikre på, at branden er opstået i en udendørs gård på butikkens bagside. Det passer også med de forklaringer, som de ansatte, der opdagede branden ved 8-tiden, har givet.

- Vi mangler endnu at afhøre brandfolkene, som ankom. Men alt tyder på, at branden er opstået i de plast-havemøbler, som blev opbevaret her. Den meget kraftige vind har givet ilden næring og den har bredt sig til butikker, siger Jens Møller Pedersen.

- Men plastmøbler kan vel ikke bare selvantænde?

- Nej, men vi undersøger, om branden kan være opstået i noget papir-mellemlæg på plastmøblerne.

Jysk arbjeder nu på at finde midlertidige lokaler. Forretningen havde fået frist til at lukke butikken på Dandyvej til midt i marts. Det sklyldes, at butikken ikke overholder planlovens bestemmelser. ’

Til efteråret har dyne-Larsens kæde et nyt lejemål parat i et butikscenter på den anden side af Horsensvej (ved Bilka). Centret er under opbygning i øjeblikket.