TV der bevæger dig

Brandstation i Børkop er reddet

Protesterne mod at reducere brandstationen i Børkop er blevet hørt af Beredskabskommissionen i Vejle.

Brandfolkene i Børkop kan nå frem i løbet af få minutter.

Kommissionen har på baggrund af en offentlig høring med 19 indsigelser vedtaget;

at stationen i Børkop bevares
at stationen i Bredsten bevares
at der sker tilpasninger med hensyn til materiel på stationerne i Give og Egtved
at der sker tilpasninger af vagtform på stationen i Vejle
at der sker tilpasning af en række administrative forhold.

Brandfolkene i Børkop har kæmpet hårdt mod, at deres brandstation blev skåret ned til en såkaldt hurtig slukningsenhed. Den består af to brandmænd i en personbil med 150 liter vand. 

Enheden kan kun slukke mindre brande i biler og containere.

Det ville tage 15 til 20 minutter, hvis en tankvogn fra Vejle skulle nå frem til et brændende hus i Børkop.

- Vi kunne bare stå med hænderne i lommen, mens huset brændte, påpegede holdleder Henning Fuglsang Sørensen.