Byrådsflertal vil med i opløbet om stor cykelbegivenhed

Et stort flertal i byrådet i Vejle Kommune har onsdag vedtaget, at der skal bruges 100.000 kroner på en ansøgning om at blive værtsby for et World Tour-cykelløb.

Der var i byrådet bred enighed om, at Vejle skal prøve at blive godkendt som vært for et af cykelsportens største løb.

Det er Den Internationale Cykelunion (UCI), der skal vurdere den ansøgning, som byrådet i Vejle Kommune altså nu har godkendt finansieringen af.

- Vejle Kommune skal ikke være ankermand på et World Tour-løb, hvis UCI godkender ansøgningen. Vi vil skulle være én blandt flere parter. Vores engagement i et eventuelt World Tour-løb vil økonomisk kunne sammenlignes med mange andre arrangementer, vi byder ind på, siger borgmester Jens Ejner Christensen, Venstre.

I indstillingen til byrådet oplyser forvaltningen, at den samlede økonomi forventes at være ca. 7,5 millioner kroner pr. løb. Den kommunale del af det vil afhænge af samarbejde med andre kommuner, aftale med eksterne samarbejdspartnere (og herunder sponsorindtægter) m.m. Derudover vil den kommunale opgave være forbundet med vejafspærringer, sikring af de rette tilladelser og lignende.

I marts ventes der at ligge et svar. Hvis Vejle bliver godkendt som værtsby for et World Tour-løb, skal byrådet igen afgøre, om man vil kaste endnu flere penge efter at stable et løb på benene.