Ved en randsagning i Horsens fandt Sydøstjyllands Politi et cigaretetui med et gammelt sort-hvid foto af en mand. Den sigtede i sagen kunne ikke gøre rede for, hvor etuiet kom fra, så Sydøstjyllands Politi efterlyste i fredags etuiets ejer på det sociale medie Twitter.
Dagen efter blev politiet så kontaktet af en mand fra Sjælland, som havde set efterlysningen. Den 73-årige var overbevist om, at manden på fotoet i cigaretetuiet var hans onkel, som havde været produkthandler i Vejle-området og var død i 1975. Onkelens navn stemte godt overens med initialerne E. S., som var graveret ind i cigaretetuiet.
Mandag fik Sydøstjyllands Politi så en ny henvendelse. En 42-årig mand fra Hedensted oplyste, at han var barnebarn af produkthandleren fra Vejle, og at han havde genkendt cigaretetuiet på Twitter. Den 42-årige havde nemlig arvet cigaretetuiet fra bedstefaren, men det var blevet stjålet ved et indbrud i hans hus i Hedensted.
Ved dette indbrud var der også blevet stjålet otte særlige H. C. Andersen-mønter samt en brun læderpung med diverse mønter. Politiet kørte derfor til adressen uden for Horsens igen for at beslaglægge mønter og pung – som nu kan udleveres til en glad og retmæssig ejer fra Hedensted. Samtidig kan straffesagen mod den formodede gerningsmand sættes i gang.