Covid-19 blandt mink spreder sig sydpå til Sydvestjylland

Minkfarme ved Esbjerg og Give er smittet med covid-19. Ingen ved hvorfor. Dyrene slås ned tirsdag eller onsdag.

Artiklen er opdateret med nye tal fra Fødevarestyrelsen omkring antallet af nabofarme, der bliver berørt.

Smitten med covid-19 på minkfarme har bredt sig fra Nordjylland til Sydvestjylland, men den springer samtidigt store områder over. Ingen ved hvorfor.

Nu er en farm i Farre i  det nordvestlige Vejle Kommune og en i Måde i Esbjerg Kommune konstateret smittet, og besætningerne skal slås ned. Det sker tirsdag eller onsdag. Det oplyser veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Flemming Kure Marker, søndag  til TV SYD.

- Det er bekymrende, at smitten rykker længere ned i landet nordfra. Senest har vi konstateret den på tre farme i Ringkøbing-Skjern Kommune og på to i Ikast-Brande Kommune. Nu har vi den også på en farm i Farre ved Give og i Måde ved Esbjerg,  siger veterinærchefen.

Ingen kender årsag

Farre ligger i den nordvestlige del af Vejle Kommune og farmen i Måde er i  Esbjerg Kommune, men der er ikke konstateret nogen smitte på farme i for eksempel Varde Kommune, som ligger imellem de seneste smittepunkter, ligesom smitten heller ikke er konstateret i de midtjyske kommuner Viborg, Skive og Herning, som ligger syd for de nordjyske kommuner, hvor smitten på minkfarme brød ud i uge 24.

quote

Det er bekymrende, at smitten rykker længere ned i landet nordfra.

Flemming Kure Marker, veterinærchef, Fødevarestyrelsen.

- Vi udelukker ingen årsag, men vi kender den ikke. Derfor reagerer vi så hurtigt som muligt. Vi ved, at mennesker smitter mink, og mink smitter mennesker, siger Flemming Kure Marker.

På kanten af Vadehavet

Minkfarmen i Måde umiddelbart syd for Esbjerg ligger på kanten af Vadehavet, og de 9.200 mink passes af ejer Gert Egholm alene.
- Vinden kommer oftest ind fra Vadehavet mod vest, og der kommer ingen andre mennesker på farmen end mig. Fem gange er både min kone og jeg testet negativ for covid-19. Alligevel er mine dyr nu smittet, og de skal slåes ned. Det er mig ubegribeligt, at jeg nu skulle være den første i mit område, siger Gert Egholm til TV SYD.

Covid-19 og mink:

  • Smitten blandt mink blev første gang konstateret i uge 24 på en farm i Hjørring.
  • Mere end hundrede minkfarme er nu smittet med covid-19.
  • Minkbesætninger, der ligger inden for 7,8 kilometers afstand fra en smittet besætning, skal slås ned. Gert Egholm i Måde har seks nabofarme inden for den afstand. I Farre er der tale om ni nabofarme.