Daniel Bachmann Andersen vinder DM i dressur

Daniel Bachmann Andersen og hesten Blue Hors Zack red sig sejren i DM dressur for seniorer i weekenden.

Med over 85 procent i karakterer red Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack sig til sejren i DM i dressur for seniorer i weekendens stævne på Dressage Academy i Vodskov ved Ålborg.

29-årige Daniel Bachmann Andersen er til daglig ansat som berider på stutteriet Blue Hors i Randbøl.

Finalen blev redet i kür, som er dressur udført til musik, og det er kun anden gang, at Daniel Bachmann Andersen opnår over 85 procent på hesten Blue Hors Zack.

Blue Hors Zack er ikke en helt almindelig hest. Den er blind på det højre øje, da den mistede synet ved en ulykke i stalden for otte år siden.