79 år og still going strong. Det lyder som en fortærsket kliche, men for Per Rusholt er det den skinbarlige virkelighed. Her fredag serverer han på Grejsdalens Hotel. Vi møder ham, mens han er i gang med at dække op til julefrokost.
- Det er faktisk hyggeligt at gå og dække op. Men alderen har gjort sit, så jeg slæber ikke rundt på de store bakker med glas, fortæller Per, der så alligevel tager 10 store vinglas i én hånd. Det kræver håndelag.
Per startede som piccolo på Hotel Ritz i Aarhus. På et tidspunkt hørte han om en læreplads i Silkeborg. Han startede knallerten og kørte de 40 kilometer og fik lærepladsen på Hotel Dania til 60 kroner om måneden.
- Det var hårdt. Vi arbejdede 10 timer om dagen 6 dage om ugen. Det var ikke tid til fritidsaktiviteter eller sport.
Tjenerfaget er vidunderligt.
Siden læretiden i Silkeborg har han været meget rundt. Nu arbejder han på Grejsdalens Hotel og Viuf Kro. Højst 3 dage om ugen og en 5 - 6 timer om dagen.
- Jeg kan da godt blive træt, men det er en god træthed, siger Per, mens han stiller ølglas frem.
Det er ikke kun arbejdstiderne og lønnen, der har ændret sig.
- Tjenerfaget er et vidunderligt fag, men det har ændret sig meget. I gamle dage trancherede og flamberede vi ved bordene, det må vi ikke længere. Dengang serverede vi også, hvor folk sad. I vore dage er maden for meste anrettet på tallerkenen, og det er der ingen kunst i, fortæller den alderstegne tjener.
Arbejdet er mit stof.
- Jeg bliver nærmest høj af at gå på arbejde. Jeg hverken ryger eller drikker, så det er mit opium, siger han og griner.
- Og folk røg ved bordene. Der skulle gerne cigaretter rundt efter forretten. Jeg kan godt savne tobakken lidt, for i dag går folk udenfor for at ryge, og så sidder brudeparret alene tilbage. Det er lidt synd.
Per har været gift med sin kone i 58 lykkelige år, men hun er blevet dement og er flyttet på plejehjem.
- Det er en slags terapi at komme på arbejde. Når jeg er ked af det, så er det dejligt at komme herned og blive taget godt imod. Hold da op, vi sparer mange penge til psykologer og piller, når jeg kan komme ud og servere.
Så længe Vorherre ikke vil have mig.
Og hans mange gæster kommer ikke til at undvære Per med det første.
- Sålænge helbredet holder, og Vorherre ikke vil have mig, så længe jeg kan stå på mine ben, bliver jeg ved. Måske vil jeg holde op, når jeg bliver 85, siger han uden den store overbevisning.
Per fylder 80 år til februar.
