To danske hold i europæisk finale

For første gang nogensinde er et dansk hold i en europæisk finale i amerikansk fodbold. Og begge holdene i årets EFAF-finale er faktisk fra Danmark. Lørdag aften møder Søllerød Golddiggers Triangle Razorbacks på Vejle Stadion.

Triangle Razorbacks, der holder til i Vejle, har håneretten over Søllerød Golddiggers, når de to mandskaber lørdag aften løber på banen til deres første europæiske finale. Det var nemlig Razorbacks, der vandt sidst de to hold stod over for hinanden i en finale. Det var i 2011, da årets Mermaid Bowl (finalen i den danske liga, red.) skulle afgøres. Razorbacks slog Golddiggers 35 - 31.

Det er i det hele taget to hold, der kender hinanden godt. De seneste fire udgaver af Mermaid Bowl har nemlig stået mellem Razorbacks og Golddiggers - med to sejre til hver. I indeværende sæson ligger Razorbacks dog mere lunt i svinget. Trekantens hold har vundet alle sine syv kampe, mens Søllerød har tabt to af sine syv.