DBU truer Vejle Boldklub Kolding

DBU melder, at samarbejdet mellem Vejle Boldklub og Kolding FC bliver lukket, hvis ikke de tidligere Kolding-spillere får de penge, de har til gode.

Fem spillere fra det tidligere Kolding FC har krævet Vejle Boldklub Kolding om mere end en million for manglende løn.

Vejle Boldklub Koldings administrende direktør Henrik Tønder afviser kravet.

Kolding FC findes ikke mere. Den blev afviklet som en følge af fusionen med Vejle Boldklub.

Men hvis ikke spillerne får deres penge, er Kolding FC ikke afviklet korrekt, og så har det nye samarbejde Vejle Boldklub Kolding ingen berettigelse, siger Dansk Boldspil-Union.

- Hvis ikke Kolding FC bliver lukket solvent, så vil konstruktionen blive ophævet. Det vil være naturligt, da det var en betingelse DBU fremsatte, siger Peter Ebbesen, leder af DBU Turnering, til JydskeVestkysten.