De strammer tidsplanen for motorvej

130 mænd og kvinder trodser regnen og pukler for at udvide motorvejen mellem Skærup og Vejle Nord fra fire til seks spor. Arbejdsugen er på 48 timer eller mere.

De er så effektive, at motorvejen bliver færdig et år før tiden. De nye spor kan åbnes for trafik 1. november næste år, og i sommeren 2014 kan det sidste slidlag lægges på.

Oprindeligt skulle udvidelsen først være færdig i 2015.

Vejarbejdere fra Sjælland og Jylland arbejder side om side.

Den normale arbejdstid er fra klokken seks om morgenen til klokken 18 fire dage om ugen fra mandag til torsdag, men nætter og weekender tages også i brug, når det kniber.

Ferietrafikken drøner forbi byggepladsen, men der er ingen misundelse at spore på byggepladsen.

- Der er jo ikke meget ved at holde ferie i det her vejr, siger Inger Holm, der er gift med en kollega, Per Holm.

- Det er godt nok at arbejde her, selv om trafikken larmer, men det vænner man sig til, siger han.

Ægteparret tager på ferie i næste uge i Danmark.

Vejdirektoratets teknikere har blandt andet lært af motorvejsbyggeriet mellem Kliplev og Sønderborg, der også blev færdigt et år før tiden.