De tabte både øjne, næse og mund

Sommerballetten blev den helt store oplevelse for de mange asylanter, som var blandt publikum ved ballettens forestilling i Jelling i aften.

Den Kongelige Ballet havde bedt om – for første gang – at lægge en forestilling på sommerturneen på et asylcenter. Valget faldt på Jelling.

-Der var to små drenge – ikke større end tobak for en skilling. De har været med hele dagen. De har været inde og se på kostumerne, inde i vores telte og oppe på scenen, fortæller balletmester Nikolaj Hübbe til TV SYD.

Drengene sidder på første række til forestillingen. I starten var de lidt skeptiske.

- Men da kom til piruetter, de dansede, og det blev rigtig hurtigt. Så kunne man godt se, at de tabte øjne, næse og mund. Så tænkte jeg: Missionen er fuldført.

Den Kongelige Ballet er for alle, der bor i Danmark. Og det gør folk på et asylcenter jo også.

Anne la Cour, asylchef hos Dansk Røde Kors, glæder sig over, at balletten har bedt om at måtte komme.

- Vi vil gerne åbne vore asylcentre for lokalbefolkningen, så folk kan se, hvad er et asylcenter. Så håber vi, at de måske også dukker op til Åbent Hus.

For asylanterne er det en stor oplevelse. De har ikke råd til at gå i teatret.

- Så derfor er det jo fantastisk, at balletten kommer ud til os, siger Anne la Cour. 

Publikum strømmer til Sommerballetten i Jelling. Mange af de 400-500 var asylanter.