DM i cykling bliver trafikal generalprøve på næste års Tour de France

Vejdirektoratet bruger weekendens danmarksmesterskab i Give til at teste trafikinformation til trafikanter.

Næste års start på verdens største cykelløb Tour de France i Danmark kommer til at stille voldsomt store krav til information af både danske og udenlandske bilister i hele landet. 

Derfor benytter Vejdirektoratet weekendens danmarksmesterskab i cykling i Give til at teste systemerne.

Det betyder, at trafikanter, der skal ud at køre på de danske veje denne weekend, vil modtage trafikinformation, der er relevant og brugbar til planlægning af deres køretur.

- Når Tour de France kommer til Danmark, vil trafikken på de danske veje være påvirket af arrangementer i en grad, som vi ikke har set før herhjemme, siger afdelingsleder Stine Bendsen fra Vejdirektoratet.

Selvom DM-arrangementet i Give ikke er af samme størrelse som næste års Tour de France, byder det alligevel på nogle af de samme udfordringer.

- Det er lidt mere komplekst, når et større område og ikke bare en enkelt vej er spærret. Cykelløbet forstyrrer trafikken i et område, hvor trafikanter skal vide, hvordan de bedst skal navigere uden om for eksempel spærrede veje og via omkørsler. At sende trafikdata ud i bilerne kan sagtens prøves af i mindre skala på denne måde, siger Stine Bendsen.

DM-ruten Give  går fra Give til Vejle og tilbage igen.
DM-ruten Give går fra Give til Vejle og tilbage igen.
Foto: Vejle Kommune

Stor rejseweekend

I dagene fra onsdag den 29. juni til søndag den 3. juli 2022 skærer tre Tour-etaper sig gennem landet fra København til Sønderborg. Samtidig afvikles blandt andet Roskilde Festival og DGI Landsstævnet i Svendborg. Derudover er det den store udrejseweekend i forbindelse med sommerferien.

- Alt dette kommer til at stille vores data og vores kanaler til trafikinformation på en kæmpe prøve. Derfor bruger vi det kommende DM i Give til at sikre, at vi via vores kanaler vil være i stand til at give trafikanterne den bedst mulige trafikinformation og dermed mulighed for at planlægge i forhold til afrejsetidspunkt, rute og transportform, forklarer Stine Bendsen.

Via navigationstjenester som TomTom, Krak og lignende orienterer bilister sig om trafiksituationen, og Vejdirektoratet kan dele data med disse aktører. Det er denne deling af trafikinformationsdata til trafikanterne, der skal afprøves i Give.

Testen sker i samarbejde med Vejle kommune. 

DM-ruten går fra Give ind til Vejle via Jelling, hvorefter feltet blandt andet kører forbi Tørskind Grusgrav og Jellingpigens grav på vej tilbage. DM begynder torsdag i denne uge og fortsætter til søndag. I de dage er mange veje omkring Give og Vejle påvirket af arrangementet.

Derfor skal trafikanterne holde sig orienteret via mobil, radio, gps eller bilens navigationsanlæg.