Dommer var ikke i tvivl om at fløjte straffespark
Vejle-lejren var ikke tilfredse med det straffespark, som FC København fik før udligningen i søndagens Superliga-opgør.
Kampens dommer Jonas Hansen ville dog stadig dømme det samme, hvis han fik muligheden igen efter at have genset 2-1-sejren til FC København.
- Jeg ser en vedvarende holdeforseelse, som forhindrer modspilleren i at komme frem. Det er ikke en normal positionskamp, og det er det, der gør for mig, at der skal fløjtes et straffespark, siger han.
Dommeren pegede på pletten efter en duel mellem Vejles Lundrim Hetemi og FCKs Lukas Lerager.
Lundrim Hetemi undrede ifølge Viaplay sig over dommen, da sådanne dueller sker ofte i en fodboldkamp ifølge midtbanespilleren.
Det erkender Jonas Hansen også, men det ændrer ikke på hans mening bag beslutningen.
- I Superligaen er der mange positionskampe, men jeg fløjter straffe her af to årsager. Det, der adskiller sig her, er, at det ikke er kamp om bolden, og det er så vedvarende, siger Jonas Hansen til TV SYD.
Vejle Boldklub har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere dagen efter nederlaget, da fokus er rettet mod næste kamp mod AaB.