Dømt for vold: Kastede krukke i hovedet på politibetjent

En 28-årig mand fra Vejle skal otte måneder i fængsel for bl.a. at have kastet en glaskrukke i hovedet på en politibetjent, der ransagede den 28-åriges bopæl for narko.

Den 28-årige vejlenser begik sammen med andre et indbrud den 31. juli i år, og i forbindelse med indbruddet blev han anholdt af Sydøstjyllands Politi.

Næste dag foretog politiet en ransagning på den 28-åriges bopæl i Vejle, hvor der blev fundet ca. 23 gram amfetamin.

Under ransagningen tog den 28-årige en glaskrukke og kastede den, så den ramte en betjent lige i ansigtet. Den 28-årige mand forklarede i retten onsdag, at det var et uheld, at han ramte betjenten, og at han kastede glaskrukken for at skjule indholdet.

Men det gav retten ham ikke medhold i. Retten i Horsens fandt nemlig, at den 28-årige begik grov vold mod politibetjenten.

- Jeg hæfter mig ved, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at der var tale et groft angreb mod en politibetjent, der var på arbejde, og derfor er jeg tilfreds, siger anklager Jesper Rubow i en pressemeddelelse om dommen fra Sydøstjyllands Politi

Reten i Horsens udmålte straffen blev til otte måneders ubetinget fængsel. Den 28-årige udbad sig betænkningstid til at afgøre om dommen skal ankes.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.