Drikkevand i fire kommuner er forurenet med farlige fluorstoffer

Sundhedsskadelige PFAS-stoffer er fundet i drikkevandsboringer på Fanø, ved Aabenraa, på Skrydstrup Flyveplads og i Jelling. Det viser en oversigt, Danske Vandværker offentliggjorde fredag.

Fire vandværker i Syd- og Sønderjylland har konstateret PFAS-stofferne PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS i for høje mængder i én eller flere af deres drikkevandsboringer.

PFAS-stoffer er kendt for at være kræftfremkaldende og for at påvirke immunforsvaret, og derfor har Miljøstyrelsen for nyligt sænket grænseværdien for, hvor mange PFAS-stoffer, der må være i drikkevand fra 100 nanogram til blot 2 nanogram pr. liter vand.

Toppen af isbjerget

Den nye oversigt fra Danske Vandværker viser, at PFAS-stofferne er fundet i 65 boringer på landsplan. I 38 af disse boringer ligger mængden af PFAS over den nye grænseværdi, som ventes at træde i kraft fra årsskiftet.

Men det kan nemt vise sig kun at være toppen af isbjerget.

Hvor mange boringer, der reelt er forurenet med PFAS-stoffer på landsplan er nemlig uvist.

Der findes cirka 5000 vandboringer i Danmark, men langt fra alle er testet, da tests for PFAS-stoffer indtil videre ikke er en del af det obligatoriske testprogram, sådan som for eksempel pesticider er.

Her ligger de PFAS-forurenedeboringer
Her ligger de PFAS-forurenedeboringer
Foto: Grafik: Benjamin Rene Klint Nielsen

Tre gange grænseværdien

Jelling Vandværk er ét af de vandværker, der står på listen over værker, der har PFAS-forurenede boringer.

quote

Det betyder, at vi nu pludselig er over grænseværdien, og det skal vi selvfølgelig forholde os til.

Arne Christoffersen, driftsleder, Jelling Vandværk

I Jelling er én vandboring forurenet. Boringen indeholder seks nanogram PFAS pr. liter vand. Det svarer til tre gange den nye grænseværdi, som Miljøstyrelsen har fastlagt.

- Det betyder, at vi nu pludselig er over grænseværdien, og det skal vi selvfølgelig forholde os til. Vi regner med, at vi lukker boringen ned, indtil vi har fået taget en ny prøve. Det kan jo være prøvetagningen ikke har vist det helt nøjagtigt dengang, siger Arne Christoffersen, som er driftsleder ved Jelling Vandværk.

Driftsleder på Jelling Vandværk, Arne Christoffersen, kan ikke forstå, hvordan  PFAS-stoffer er endt i det lokale drikkevand.
Driftsleder på Jelling Vandværk, Arne Christoffersen, kan ikke forstå, hvordan PFAS-stoffer er endt i det lokale drikkevand.
Foto: Heidi Birgitte Ida Dalgaard Clemmensen, TV SYD

Ikke en overraskelse

Det er ikke nogen stor overraskelse, at det nu viser sig, at PFAS kan findes i grundvandet.

PFAS-stofferne har været brugt i blandt andet brandhæmmende skum, som har været brugt ved brandøvelser.

Tidligere på året kunne TV2 Øst fortælle, at 187 borgere i Korsør i flere år har spist kød fra kalve, der havde græsset på en mark ved en tidligere brandskole, som havde brugt PFOS-holdigt skum ved brandøvelser.

Af det 187 borgere har 118 fået konstateret en forhøjet mængde PFOS i blodet.

Hvorfor Jelling?

I Jelling undrer det dog driftsleder Arne Christoffersen, at PFAS er endt i grundvandet netop her:

- Jeg kan ikke rigtigt forstå, hvordan det er kommet her. Det, man har hørt, var jo, at det er på brandøvelsespladser, stoffet er fundet. Så det virkede ikke som om, det skulle være her i nærheden, siger Arne Christoffersen.

quote

Vores grænseværdi på det udledte vand er fuldstændigt rent.

Arne Christoffersen, driftsleder, Jelling Vandværk

Arne Christoffersen garanterer dog, at det er sikkert for forbrugerne at drikke vandet fra vandværket, og at borgerne ikke har fyldt sig med PFAS-stoffer, når de har drukket vandet i hanerne, selvom det har været kendt siden 2018, at der er PFAS-stoffer i det lokale drikkevand:

- Vores grænseværdi på det udledte vand er fuldstændigt rent. Men det er klart, at når vi opdager en boring, hvor der er noget i, så tager vi den ud af drift, indtil der er styr på den, siger Arne Christoffersen

10 boringer ramt på Fanø

På Fanø er der fundet PFAS-stoffer i i alt 10 boringer.

I en pressemeddelelse skriver Fanø Vand, at drikkevandet fra boringerne overskrider grænseværdierne med op til fire nanogram PFAS pr. liter vand. Det er cirka samme niveau, som man har fundet i Jelling.

quote

i arbejder hårdt og intenst på at finde en løsning, så drikkevandet på Fanø hurtigst muligt opfylder de nye og meget stramme grænseværdier

Kaj Clausen Svarrer, formand, Fanø Vand

Mængden af stofferne har været konstant siden Esbjerg Kommune begyndte at screene for stofferne i Esbjerg og Fanø kommuner i 2018.

- Vi arbejder hårdt og intenst på at finde en løsning, så drikkevandet på Fanø hurtigst muligt opfylder de nye og meget stramme grænseværdier, siger bestyrelsesformand for Fanø Vand, Kaj Clausen Svarrer i pressemeddelelsen.

Vandet kan drikkes ind til løsning er fundet

Fanø Vand forsikrer, at vandet godt kan drikkes.

Styrelsen for Patientsikkerhed har ifølge pressemeddelelsen tilkendegivet, at vandet fortsat kan drikkes, indtil der er fundet en anden løsning.

En sådan løsning kan være at rense vandet ved hjælp af et kulfilter, oplyser Fanø Vand.

Bliver i kroppen i mange år

Oplysningerne om, at PFAS-stoffer har fundet vej ned i grundvandet bekymrer eksperter på området.

quote

De her stoffer er jo helt anderledes, end dem vi normalt beskæftiger os med - som pesticider og opløsningsmidler. PFAS bliver i miljøet og i kroppen i mange år.

Philippe Grandjean, professor i miljømedicin, Syddansk Universitet

Til programmet ”Kernen” på TV 2 Play siger Philippe Grandjean, som er professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet, at vi her står med nogle helt nye stoffer i drikkevandssammenhæng:

- De her stoffer er jo helt anderledes, end dem vi normalt beskæftiger os med - som pesticider og opløsningsmidler. PFAS bliver i miljøet og i kroppen i mange år. Det vil sige at stofferne kan ophobes og føre til skadevirkninger på lang sigt, siger Philippe Grandjean, til Kernen på TV 2 Play.

Håber at finde en kur

Og han fortsætter:

- Stofferne er ikke særlig akut-giftige, men når man får dem i kroppen, kan man med tiden få en større risiko for at udvikle forskellige sygdomme.

På Holbæk Sygehus eksperimenterer lægerne nu med et anerkendt middel mod forhøjet kolesterol i håb om at få de sundhedsskadelige fluor-forbindelser ud af kroppen på de borgere i Korsør, som har spist det forurenede kalvekød.

Hvorfor har man ikke holdt øje?

Men at vi overhovedet nu er endt dér, hvor PFAS-stoffer kan findes i grundvandet, undrer Philippe Grandjean:

quote

De stoffer vi har brugt i årenes løb – de er der stadigvæk, og derfor er det helt oplagt, at man nu er nødt til at se efter alle de steder, man har brugt stofferne,.

Philippe Grandjean, professor i miljømedicin, Syddansk Universitet

- Jeg gik ud fra, at der var nogen, der holdt øje med, hvor de her flourstoffer endte. Derfor er det en overraskelse for mig, at man i 2021 går ud og kortlægger stofferne – hvorfor gjorde man ikke det allerede i 2006, da de her stoffer blev udfaset, siger Philippe Grandjean.

- Jeg tror, det er fordi, man havde den generelle holdning til den slags forureninger, at de forsvinder med tiden. Men det her er en anden form for forurening. De stoffer vi har brugt i årenes løb – de er der stadigvæk, og derfor er det helt oplagt, at man nu er nødt til at se efter alle de steder, man har brugt stofferne, siger han.