Dronningen fik trukket tand ud

Uden bedøvelse fik Dronning Gunhild i formiddag trukket en tand ud. Tandlægen kom på hjemmebesøg i Sct. Nicolai Kirke i Vejle, hvor det gamle moselig bor.

Tanden så meget skidt ud. Og det er ikke kun fordi den gamle dage har misset et par tusinde regelmæssige tandeftersyn. Tanden skal bruges til at fastslå, hvor kvinden, som blev begravet i Haraldkær Mose, kommer fra.

Strontium

I alle levende organismer ophobes det radioaktive stof strontium. Mængden af de såkaldte strontium-isotoper er imidlertid påvirket af den geologiske sammensætning af det lokale grundfjeld og svinger derfor fra område til område.

Mængden af strontium danner derfor en geografisk profil, hvor en måling af indholdet i tænder kan give oplysninger om fødested, mens målinger af hår f.eks. giver oplysninger om de sidste leveår.

Første gang

Det er første gang, at strontium-isotop-metoden anvendes på moselig fra jernalderen, men metoden har været anvendt med held på skeletter fra andre perioder af oldtiden.

Undersøgt på Skejby

Moseliget, som populært kaldes Dronning Gunhild, har før været til undersøgelse. Bl.a. på Skejby Sygehus, hvor hun blev scannet for nogle år siden.

Hun blev fundet ved tørvegravning i 1835.

Kvinden blev hurtigt sat i forbindelse med sagaernes Dronning Gunhild, som den danske kong Harald Blåtand i slutningen af 900-tallet skulle have ladet drukne i en mose.

Skal udstilles - i 2013

Teorien var populær, og vikingedronningen blev derfor gravsat med pomp i Sct. Nicolai Kirke i Vejle, hvor hun stadig residerer.
Teorien om, at der var tale om en dronning i mosen, blev dog skudt ned for mange år siden. Men tilnavnet hænger ved som mosedynd...

De nye undersøgelser sker, fordi moseliget skal være hovedperson i en udstilling i Spinderihallerne - om to år.