DSB snakker med kunderne

DSBs kommercielle direktør er på vej landet rundt for at snakke med kunderne og lytte til ris og ros. Fredag formiddag er han i Esbjerg og over middag går turen til Fredericia.

- Vi ønsker at skabe synlighed om DSB og DSBs visioner, skriver etaten i en pressemeddelelse.

Kaffe og croissanter

Torsdag var den kommercielle direktør, Mogens Jønck, i Vejle.

- Der var god stemning og pænt besøg, da kunderne fik mulighed for at aflevere ris og ros til direktøren, fortæller Anne-Lise Bach Sørensen, DSB, til TV SYD.

- Vi var i Vejle midt på formiddagen, så det var ikke ligefrem myldretid. Men jeg vil tro, at vi beværtede et par hundrede med kaffe og croisanter.

Fik meget ros

- Der var faktisk meget ros. Mange mente, at vi gør det godt - også under de ekstreme forhold vi har haft i vinter, siger Anne-Lise Bach Sørensen.

På kritiksiden rejste bl.a. pendler-repræsentanten ønske om, at læskurene på perronerne blvier opvarmede. Der er bidende koldt, fordi stationen i Vejle ligger meget åben.

I Esbjerg og Fredericia

Fredag besøger den kommercielle direktør ESbjerg og Fredericia.

Besøget i Esbejrg begynder kl. ni. Her møder Mogens Jørck bl.a. viceborgmester Jacob Lose og tre lokale folketingsmedlemmer: Preben Rudiengaard (V), Karina Lorentzen (SF) og Ulla Tørnæs (V).

Ved 11-tiden snakker han med passagerer i venteområdet.

Mogens Jønck lyttede opmærksom til ønsker og kritik. Han lovede at tage de hele med til hovedsædet. Men han gjorde opmærksom på, at pengene er små, så han kunne ikke love så meget.