Dyrekøller skaber debat

Det har skabt debat, at politikere og ledende embedsmænd i Vejle Kommune får foræret dyrekøller op til jul. Debatten fører nu til, at udvalget vil tage gaverne op til revision.

Dyrene bliver skudt i den kommunale dyrehave ved Vejle Fjord.
Mellem fem og 15 af hjortene i dyrehaven i Vejle bliver hvert efterår skudt for at tynde ud i bestanden.

Kødet bliver solgt til ansatte i Vejle Kommune, og en mindre del af det bliver brug som gaver til ledere og politikere.

I statens dyrehaver bliver dyrene fra årets jagt slagtet på et slagteri, frosset ned og solgt i gårdbutikker, så enhver kan købe kødet.

Vejle får dyrene fra dyrehaven slagtet på kommunens hjemmeslagteri, og hjemmeslagtere må kun bruge kødet til deres egen husstand.
Kommunen fortolker husstanden til at omfatte politikere og kommunalt ansatte.

Kommunen er dog ikke helt sikker på, at den fortolkning holder - så nu skal slagtningen af hjortene og afsætningen af kødet underkastes en nærmere juridisk vurdering.