Efter overvældende opbakning på sociale medier i maveblusesag: - Det er helt vildt fedt, at der er kommet så mange støttende reaktioner

Debatten er eksploderet, efter at Firehøjeskolen i Vejle har indført et forbud mod at bære crop tops i skoletiden. En række kendte ansigter og Nationalmuseet melder sig som støtter til eleven Tilde Fogh Skovlyst, der har startet debatten.

Tilde Fogh Skovlyst, der går i 8. klasse på Firehøjeskolen, er overvældet over, hvor meget støtte hun og hendes veninder har fået på de sociale medier, efter at skolen onsdag indførte et forbud mod at bære de såkaldte crop tops, der er mavebluser, i skoletiden. 

- Jeg vidste godt, at der var mange med samme holdning som mig, men jeg havde ikke regnet med så meget støtte, siger hun.

Skolens begrundelse for at indføre forbuddet mod crop tops er, at det skaber forstyrrelser i undervisningen.

Det har efterfølgende skabt stor debat og møder kritik fra flere forældre og elever samt en række kendte personligheder på sociale medier.

Blandt andet arrangerede en HF-skole i Odense torsdag en demonstration, hvor mange elever mødte talstærkt op i crop tops.

Mange kendte ansigter med i debatten

Tilde Fogh Skovlyst har dog især bidt mærke i ét af de støttende opslag, som har gjort hende ekstra begejstret.

- Jeg følger jo Sofie Linde (tv-vært, red.), og det er hendes Instagram, jeg går til, når der er en debat i medierne, jeg følger med i. Så det er megafedt, at hun også har blandet sig i det her, siger hun.

I kommentarfeltet til Sofie Lindes opslag er der også meget opbakning at finde.

- Jeg elsker det her så meget 😂😂❤️❤️, skriver for eksempel tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt.

En anden offentlig profil, der blander sig i debatten, er, måske lidt overraskende, Nationalmuseet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Som det fremgår af opslaget, er Egtvedpigen for præcis 100 år siden blevet gravet op - faktisk under 20 kilometer fra Firehøjeskolen. Og det var altså med en crop top på, så fænomenet er ikke ligefrem nyt.

Også tegneren og forfatteren Anders Morgenthaler er gået ind i debatten og viser sin støtte til at bære crop tops i skoletiden.

Fra politisk side har Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V), også udtalt sig. Det gjorde han torsdag morgen til Radio4.

- Jeg hilser meget velkomment, at man får taget den her debat i folkeskolen, men jeg tror, det kan blive et problem, når man laver et forbud på den her måde, sagde han. 

Blandede reaktioner på sociale medier

Reaktionerne på de sociale medier har dog ikke kun været positive. I mange af kommentarfelterne på de støttende opslag er der også mange, der er uenige. Men det rører ikke Tilde Fogh Skovlyst.

- Der er selvfølgelig også nogle, der har en anden holdning end min, men det, synes jeg, er helt okay, og jeg har heldigvis mødt flest positive reaktioner, siger hun.

Hun er meget positiv overfor, hvordan hendes holdning er blevet modtaget. 

- Jeg synes, det er fantastisk, at der er så mange, der tager sig tid til at støtte os i det her, siger hun.

Det har torsdag ikke været muligt for TV SYD at få en kommentar fra skolelederen på Firehøjeskolen, Bjarne Kyneb.