Efter trafikkaos: Nu åbner tredje spor på Vejlefjordbroen igen

Timelange køer har gennem hele tirsdag plaget trafikken omkring Vejlefjordbroen. Derfor har Vejdirektoratet nu besluttet at genåbne alle spor i sydgående retning

Her klokken 17.00 har Vejdirektoratet valgt at fjerne afspærringen af det højre sydgående spor på broen.

En nærmere inspektion af den beskadigede fuge, der var årsag til afspærringen, har ifølge Vejdirektoratet givet tro på, at der igen kan åbnes i tre spor i dagtimerne. Dog med nedsat hastighed.

Det oplyser Martin Østergaard-Nielsen, der er pressechef ved Vejdirektoratet.

- Vi har to prioriteter. Det er at sikre fremkommeligheden for trafikken, og at det sker uden skade på broen, siger Martin Østergaard-Nielsen.

Klar til at afspærre igen

Vejdirektoratet vil dog holde et godt øje med trafikken, og hvis det bliver nødvendigt, kan sporet blive lukket igen.

- Hvis ’’det tunge spor’’ med skaden på fugen begynder at springe, bliver vi nødt til at lukke sporet igen, men vi tror på, at det ikke sker, siger Martin Østergaard-Nielsen.

Bilister i sydgående retning skal dog forvente, at det tager noget tid, før køen bliver opløst. Her sidst på eftermiddagen er der kø næsten helt til Hedensted.

Vejdirektoratet forventer, at de skal arbejde på broen til og med fredag.